Socialstat kontra Minimalstat

Den værdi som ideen om en socialstat bygger på er lighed og tilsvarende bygger ideen om en minimalstat primært på værdien frihed. Jeg vil her forsøge at opstille argumenter for begge ideologier, og vil slutte af med en personlig stillingtagen.

Lighed:

Lotteriargumentet: Hvis man skal foreslå en rimelig målsætning for et samfund, er et godt bud, at en ikke eksisterende person vil ønske at blive født ind i det. Hvis det handler om en så vital beslutning, kan man rimeligvis antage, at denne person vil være overordentligt risikoavers. Personen vil vægte velfærdren i de senarier, hvori personen "taber" i lotteriet og bliver marginaliseret meget højere, end de senarier hvori personen "bliver en succes".
Der findes rigeligt med fænomener, som individer kun har begrænset indflydelse på, der har direkte indvirkning på, hvor godt individet klarer sig i samfundet. F.eks. vælger individer ikke deres forældre, og har ingen indflydelse på, at det måske løber ind i en pædofil i deres barndom. En person, der rammes negativt af livets lotteri, bliver i nogen grad samlet op, men det er ikke praktisk muligt at kompensere for alle faldgrupper i livets lotteri. Alene dette fænomen tilskriver, at man i et samfund bør have en hvis grad af lighed og omfordeling.
Demokrati/moralargumentet: Demokrati definere jeg som åben dialog, hvor konflikter som en nødløsning i sidste ende afgøres ved en afstemning efter principet om en mand en stemme. For at kunne fremsætte argumentet vil jeg starte med at redegøre for en præmis. I demokratier med forholdsvis få deltagere har den enkelte person ingen indflydelse på afstemningsresultater. Retorisk kan jeg jo spørge om du nogen sinde bare har hørt om en afstemning med mere end 1000 deltagere, hvor en stemme var udslagsgivende? Hvor tit hører man om regler i forbindelse med stemmelighed? Sandsynligheden for at en stemme kan være udslagsgivende aftager meget hurtigt med antallet af deltagere i demokratiet.
Hvorfor stemmer vi så? Dels kan man sige, at der ligger en nysgerighed og spænding i selve valghandlingen, men langt den vigtigste begrundelse ligger i at vi har en moralsk pligt til at stemme. Moralske pligter er en overordentlig effektiv måde at regulere et samfund. Af samme grund betragter jeg det ikke som ligitimt at stemme alene ud fra egoistiske motiver (stemme efter pengepungen). Når man afgiver sin stemme, skal det være for ideologisk at påvirke samfundet i en bestemt retning, som man tror er bedre, eller evt. at bevare det samfund vi allerede har.

For at føle sig moralsk forpligtet skal man føle en samhørighed med samfundet. Der er naturligvis en tendens til at denne samhørighed svækkes eller sættes ud af kraft, hvis man tilhører en ekstrem og evt. marginaliseret samfundsgruppe. Dette fænomen taler naturligvis for lighed og omfordeling i et samfund.
Empatiargumentet: Dette argument er meget enkelt og går ud på at mennesket bl.a. er et socialt væsen, og derfor har en dårligere velfærd, hvis det omgiver sig med menneskeligt forfald.
Det subjektive argument: Værdien lighed kan være appelerende i sig selv. De bredeste skuldre skal bære mest.

Frihed:

Motivationsargumentet: Ved fuldstændig lighed vil den effekt, der i økonomien hedder "free rider" effekten slå fuldt igennem. Dvs. at den enkelte egoistisk set ikke tager hensun til den negative afsmitning, en manglende arbejdsindsats har på andre individer. Personen vil kun modtage en meget lille del af den velfærd, hans arbejdsindsats fører til. Han bærer selv hele omkostningen ved en ekstra indsats, men bliver stort set ikke belønnet. En sådan effekt kan være fuldstændig ødelæggende for et samfund, og vi må derfor have et vist mål af motivation, og derved også frihed til at anvende et velfærdsmæsigt afkastet af en ekstra indsats frit. Også for at følge med i en konkurrence, vi har påført os selv udefra, og som har meget store positive effekter for vores samlede velfærd, må vi ligge stor vægt på motivation.
Alt i alt må man konkludere, at det er farligt at skabe for meget lighed, da det dels kan være skadeligt for motivationen og derved skade vores velfærd i kraft af en for lille indsats for at gavne velfærdren indternt, og at vi "står af" i forhold til en konkurrence vi har påført os selv udefra. Frihed og motivation er derfor umådeligt vigtigt at holde fast i, hvis vi vil bevare vores velfærd.
Den anden mands skos argument: I virkeligheden er dette argument også et motivationsargument, men jeg har foretaget opdelingen for at nuancere debaten. Det går ud på, at vi, når vi betragter andre mennesker, ikke kan undgå at sætte os i deres sted, og forestille os de muligheder vi ville have i deres situation for at vælge mere frit. En efter min mening vigtigere årsag, til at denne type motivationen fungerer, at vi ønsker anseelse fra andre mennesker og os selv i kraft af vores identitet som sociale individer.
Når man betragter vores kultur, må man konkludere, at det ikke tyder på at realiseret frihed i sig selv, er målsætningen for flertallet. Et bedre bud for målsætningen og derved den motiverende faktor er mulighed for frihed (f.eks. i kraft af opsparing eller kariærer) imorgen. Denne frihed realiseres så stort set ikke, da vi imorgen igen vil binde os, for at opnå mere ikke realiseret frihed i overmorgen (måske er det ganske enkelt fordi, vi ikke har fantasi til at vælge, og derfor udskyder valgene?).

Argumentet går altså på at vi begærer vores næstes hus og dermed systematisk udnytter en overtrædelse af det tiende bud fra biblen. Efter min mening er denne måde at motivere på meget effektiv, og det er så igen årsagen til, at vi i hele industrialiseringen har set, at den faste månedsløn har været dominerende på arbejdsmarkedet. Motivationen har vi opnået ved, at man kan gøre kariære og derved træde i en anden mands sko. Vi har kun i overraskende begrænset omfang motiveret ved en løn, der direkte afhænger af arbejdsindsats. For at denne motivation kan realiseres, må man naturligvis have frihed til at gøre forskel på mennesker.
Det subjektive argument: Værdien frihed er appelerende i sig selv, da valgmuligheder altid kan fravælges og det derfor altid vil være svagt bedre at have flere muligheder. Dette forudsætter naturligvis, at det at foretage et fravalg ikke er forbundet med en omkostning, hvilket er en god appoximation af virkeligheden. Pengene har det bedst i borgernes lommer.

Stillingtagen:

Overordnet vil jeg mene, at vi bør tilstræbe efficiens i forhold til frihed og lighed. Dvs. at man bør maksimere frihed, så længe det ikke går ud over ligheden og omvendt. Det gør diskusionen af lighed kontra frihed til en af de vigtigste løbende diskusioner, vi har i vores samfund. Derfor er jeg også lodret uenig med de mennesker, der mener at højre-venstre (forstået som vægtning af frihed kontra lighed) opdelingen af partier og meninger er en forældet kilde til en bedre forståelse af politik.

Jeg ved ikke om det fremgår klart, men jeg mener, vi bør ligge større vægt på ligheden i samfundet som det ser ud idag. Grunden er, at jeg mener faren for, at vi står af konkurrenceræset, er overdrevet. Jeg mener også, at de økonomiske effekter af det ofte oversete fænomen, at forskellige socialklasser har mindre tendens til at kommunikere, samarbejde og danne uformelle netværk, er stærkt undervurderet. Motivation og frihed har også direkte negative konsekvenser for velfærdren bedre kendt som stress.

Omvendt mener jeg, at demokratiet er i reel fare for at bevæge sig i retning af et flertalsdiktatur grundet marginaliseringen af enkelte socialklasser, der bevirker, at de holder op med at deltage i demokratiet. F.eks. føler de fleste af os, at vi er marginaliserede i forhold til EU, hvilket har medført en stadig faldende valgdeltagelse til parlamentsvalgene, ovenikøbet sideløbende med at parlamentet får mere magt. Jeg betragter marginaliseringen af socialklasser som en fare for at starte en ond spiral, da det ser ud til, at det er de vælgergrupper, som ligger stor vægt på lighed, der marginaliseres.

Last updated: January, 2003
by m@xfriis.dk